Fuglebade og fuglehuse

Fuglebade og fuglehuse kan være med til at øge antallet af småfugle i din have betragteligt. Ud over at være til gavn for fuglene, så kan en fuglerig have også give mange fantastiske oplevelser for både børn og voksne. Der er noget helt særligt over f.eks. at betragte fuglene omkring et fuglebad en varm sommerdag og se, hvordan der altid er en fræk lille fugl, der ikke tager hensyn til rangordenen.

Her på siden finder du en række fuglebade - som altså både virker som drikkesteder og badesteder for fuglene - og fuglehuse. Jeg elsker at finde lidt unikke og anderledes ting, hvilket også afspejler sig i udvalget.

OBS - jeg bliver nogle gange spurt, om de levende fugle ikke er bange for fuglefigurerne på blandt andet fuglebadene. Min erfaring er, at fuglene lige er nogle dage om at se deres "kunstige" artsfæller an, men så snart de erfarer, at de ikke er "farlige" så er der ingen problemer.  

 

 

Lidt mere om fuglebade

Det er meget almindeligt at fodre fugle i haven, men mange glemmer, at fuglene faktisk også har brug for vand. 

I lange perioder af året kan fuglene godt få dækket deres behov for vand gennem deres mad og ved at drikke fra vandhuller, vandpytter og lignende. Om vinteren - særligt i perioder med frost - og i tørkeperioder om sommeren, kan det dog være svært for fuglene at finde tilstrækkeligt med vand. I de perioder kan man virkelig gøre en forskel ved at have et fuglebad i haven, hvor småfuglene kan drikke. 

I frostperioder kræver det dog lidt arbejde, da de ofte små skåle hurtigt fryser til is. I de perioder bør du mindst en gang om dagen hælde nyt vand i fuglebadet - og stil det gerne lidt beskyttet, så det fryser knapt så hurtigt.

I lange tørre perioder om sommeren kan du, hvis du har et fuglebad, der står på jorden, også tiltrække en række andre dyr som pindsvin og egern. 

Ud over vand til at drikke så har fuglene faktisk også behov for vand til at bade i. Fuglene bader for bedre at kunne pudse deres fjer, hvilket igen giver fuglen bedre isolering mod kulde.